Jeg har netop læst Jesper Juuls nye bog om bonusforældre. Det får mig til at tænke på, at den virkelighed, vi befinder os i nu, er en virkelighed med så mange, nye muligheder for at udvikle sig som menneske i forhold til vores nye familier, som vi bør gribe med kyshånd. For generationer tilbage var det forbundet med stor skam og skyldfølelse at forlade en familie, at blive forladt og lige pludselig befínde sig famlende og stakåndet i en ny familie. Med de vanskeligheder og nederlag det kunne føre med sig. Idag er der ikke noget, der nødvendigvis behøver at være vanskeligheder og nederlag. Idag taler vi om udfordringer og nye tider. Det er sådan idag, at rigtig, rigtig mange af os har gennemgået en skilsmisse eller to og med det samme eller efter nogen tid søger nye græsgange og derved lige pludselig skal forholde os til helt nye individer, helt nye bonusbørn. Nogle man lige får med i hatten som den pakkeløsning, det for det meste er at finde sig en ny partner. Det kræver ikke bare kærlighed. Det kræver intelligens, overskud, fiffighed, rummelighed, planlægning og alt det andet som er et justerbart parameter, der skal afbalancere romantikken. Jeg synes, Jesper beskriver det så flot i sin nye bog, der er fyldt med guldklumper og inspiration til, hvordan man med energi og målrettethed og oceaner af tålmodighed kan få sin nye bonusbørn til at fungere som var det ens egne. Det tager bare mellem 5-10 år. Så du har masser af tid!! Fik du den. Ellers er du ikke klar til bonusbørn. Og vrager bonusbørnene dig som potentiel kæreste til deres ophav -, så har de med stor sandsynlighed ret. Sikken provokation. Man skal tænke sig om, før man går ind til bonusbørn. Man kan risikere at blive et stort og helt menneske af det . . . .